Kasper Green Larsen

professor i datalogi, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet

Kasper Green Larsen er uddannet i datalogi ved Aarhus Universitet (AU) med en ph.d.-grad fra 2013 og blev professor på AU i 2022. Kasper’s forskning er indenfor teoretisk datalogi med særligt fokus på algoritmer, datastrukturer og machine learning. Disse områder handler kort sagt om at udvikle bedre og hurtigere metoder til at analysere og omdanne data til nyttig viden. Til dagligt er han leder af forskningsgruppen ”Algorithms, Data Structures and Foundations of Machine Learning”, samt medlem af Det Unge Akademi ved Videnskabernes Selskab. 

Kasper har især bidraget til vores teoretiske forståelse af begrænsningerne for hvor effektive algoritmer kan blive. Løst sagt er der simpelthen en uigennemtrængelig barriere for hvor hurtigt algoritmer kan løse problemer. Kasper har udviklet en række matematiske værktøjer til at finde netop disse begrænsninger. Mange af disse værktøjer er blevet hyldet med videnskabelige priser for bedste forskningsresultater ved prestigiøse konferencer. Kasper har desuden modtaget Presburger prisen i 2019, som er en international pris der på verdensplan gives til 1-2 forskere årligt. Prisen gives for ”fremragende bidrag indenfor teoretisk datalogi” til en forsker på højest 35 år.

Aktuelt er Kasper leder af et Sapere Aude Research Leader Grant fra Danmarks Frie Forskningsråd. Projektet er baseret på at anvende teknikker udviklet indenfor datastrukturer til at forbedre machine learning og kryptografiske værktøjer. Disse forskningsområder har traditionelt været adskilt, men flere af Kaspers tidligere forskningsresultater har demonstreret stor nytte af at kigge på samspillet imellem disse felter. 

Kasper brænder desuden for formidling, og ud over en række offentlige foredrag, har Kasper været med til at udvikle et efter-skoletids matematik- og datalogi-program til folkeskoleelever på 5. og 6. klassetrin. Programmet er udviklet i samarbejde med Videnskabsklubben.

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Aarhus Universitet bruger cookies til at udarbejde statistik og i forbindelse med annoncering og services fra sociale medier, som vi benytter. Klikker du videre på siden, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Læs mere om cookies på au.dk, herunder hvordan du fravælger brugen af cookies.Læs mere.