Hans Jørn Kolmos er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet og tidligere overlæge i klinisk mikrobiologisk afdeling på Odense Universitetshospital, hvor han bl.a. stod i spidsen for hospitalets smitteberedskab. Han blev landskendt under Covid-19-pandemien, hvor han bistod myndighederne i epidemibekæmpelse og rådgav befolkningen gennem medierne om smitteforebyggelse.
Hans Jørn Kolmos har gennem et langt arbejdsliv været engageret i forebyggelse af antibiotikaresistens, både herhjemme og i udlandet. Spredningen af antibiotikaresistente bakterier er én af de alvorligste sundhedskriser, som verden står overfor lige nu. Hans strategi til bekæmpelse af krisen er klar: begrænsning af antibiotikaforbruget, bedre hygiejne og udvikling af nye antibiotika og alternative metoder til behandling af infektioner. Han har senest skrevet om det i sin bog, ”Hvordan undgår vi, at resistente bakterier slår os ihjel?”, som udkom på Informations Forlag i 2023.
Hans Jørn Kolmos modtog i 2015 Jydsk Medicinsk Selskabs Pris for Civil Courage for sit utrættelige arbejde med at bekæmpe antibiotikamisbruget i sundhedsvæsenet og den industrielle husdyrproduktion.
Hans Jørn holder i forårssemestret 2025 foredraget 'Vil resistente bakterier slå os ihjel?' sammen med Ditlev E. Brodersen .